Læserbrev af Kristian Kruse (DF), byrådskandidat, Chr. Jensens Vej 7, 6064 Jordrup.
I Kolding Kommune, hvor vi ønsker vækst, bæredygtighed og et højt serviceniveau, der er det væsentligt, at vi til vore yngste borgere og deres forældre har gode rammer både i vuggestuer, børnehaver, ved dagplejemødre og i folkeskolerne.
Under Corona har vore dagtilbud har haft en afgørende rolle i hele samfundets mulighed for, at holde især vores sundhedsvæsen kørende. Vores medarbejdere er mødt op i tider, der har været præget af uvished og de har været omstillingsparate og helt fantastiske.
En stor ros til dem og ikke mindst vores ledere, der har måttet bruge dage, aftener, weekender og ferieperioder på at få alle kabaler til at gå op, så vi har kunnet imødekomme regeringens krav og ikke mindst skabe tryghed for børnene og deres forældre.
Konklusionen må være, at vi alle kan være vanvittigt stolte af vores samlede dagtilbud i Kolding Kommune, som igen i 2020 har gjort det godt og sikret en høj kvalitet hele vejen igennem en ellers svær og udfordrende tid.
Min vision er at vi skal bygge videre på succesen og de fantastiske medarbejdere vi har. Vi skal have endnu bedre rammer og muligheder.
Det skal være i alle dele af Kolding Kommune og det skal være for alle, uanset hvem man er og hvor man kommer fra, så skal både pasning og undervisning være af høj kvalitet. Det giver det bedste fundament for både for det enkelte mennesker men også for hele vores samfund.