Læserbrev af Jørn Chemnitz (SF), byrådskandidat, Ejstrup Vang 6, 6000 Kolding.
Når jeg bliver gammel, vil jeg sidde på en bænk…
Gnags beskriver så smukt værdien af naturoplevelser også for ældre. En gåtur i naturen giver både motion og masser af vitamin N, der gavner og stimulerer hjernen. Derfor skal vi sikre adgang til den nære natur, så gangbesværede og handicappede også får mulighed for gode naturoplevelser.
Det er også vigtigt at placere bænke på strategisk udvalgte steder, og der skal også tænkes i underlaget for at skabe adgang til alle. Derved sikrer vi mulighed for i ro og mag at sanse vores grønne områder. Ved at færdes i naturen styrkes balancen, motorikken og både det fysiske og mentale velvære. På den måde kan vi medvirke til at styrke de ældre og fastholde deres færdigheder og sikre sundheden.
De ældre vil gerne i naturen, men der er også behov for hjælp til at komme ud, så der er stort behov for faste teams, der kender borgernes behov og kan understøtte borgernes ønsker også i forhold til oplevelser.
Vi skal huske at tænke på de ældre, når vi udvikler grønne byrum med biodiversitet og oplevelsesmuligheder, men også når vi planlægger og etablerer større anlæg som Troldhedestien, Skamling med mere, så alle får mulighed for at komme ud og få luft, ro og oplevelser.