Kolding Netavis

Mange føler sig utrygge: Nu kan det få betydning for valgkampen

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Læserbreve

Læserbrev af Jørgen Meyer (V), byrådskandidat, Harevænget 63, 6000 Kolding.

TV2 fortæller 25. oktober historien om, at en stor gruppe danskere ikke føler sig trygge i visse områder af deres hjemkommune. Det viser en Megafon undersøgelse til Politiken og TV2. Faktisk er hele 42 procent enige i udsagnet om, at der i deres kommune er steder man ikke kommer fordi, man føler sig utryg.

Det vil vi naturligvis ikke acceptere i Kolding.

Kolding kommune vil tage ansvaret for et trygt byrum – det ønsker venstre at sikre i et tæt samarbejde med politiet.

Vi vil ikke have en parkeringsplads, der føles ubehagelig om aftenen, en skolegård man undgår efter skolen er lukket, eller en tunnel under jernbanen, der er en omvej værd.

I vores planlægning vil vi inddrage alle de elementer veldokumenteret forskning peger på. Det handler blandt andet om overvågning – både videoovervågning af udsatte steder, og fysisk overvågning gennem borgeres og omkringliggende erhvervsvirksomheders iagttagelser.

Det handler om åbne, venlige og vedligeholdte byrum med gode udsynsmuligheder. Det handler om lys, så man på alle tider af døgnet kan se, hvad der foregår. Og endelig handler det om tryghedsvandring sammen med politiet, der kan være med til at pege på de steder kriminaliteten kendes.

Overvågning giver tryghed. 52 procent af de adspurgte ville føle sig mere trygge, hvis der var øget overvågning af det offentlige rum. Derfor vil kommunen i et samarbejde med politi og Natteravne sikre, at der udføres passende patruljering på steder, hvor der er erfaring for utryghed eller hvor det skønnes nødvendigt af hensyn til borgerne.

Venstre vil sikre, at Trygt Byrum bliver en opgave det kommende byråd fokuserer på.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *