Læserbrev af Gitte Grønbæk (C), byrådskandidat, Fynslundvej 41, 6064 Jordrup.
Lunderskov er en by i stor vækst med mange nye børnefamilier. Ligesom antallet af seniorer også vokser. Det kræver investeringer i både børnepasning, skole og fritidsfaciliteter.
I Lunderskov har efterhånden mange frivillige gennem alt for mange år arbejdet for at skabe projekt ’Lunderskov Multicenter’. Et sted hvor borgerne kan mødes på tværs af generationer og på tværs af interesseområder.
Ideerne er mange og der har ikke manglet politisk rygklapning. Men det politiske fokus er udeblevet til fordel for andre gode projekter i kommunen. Årsagen hertil kan være, at kun meget få medlemmer af det nuværende byråd har deres rødder i Lunderskov. Og af dem har ingen valgt at prioritere projektet.
Lunderskov Hallens bestyrelse arbejder fortsat ihærdigt på at skabe rammerne om et nyt Lunderskov Multicenter. Men den hidtidige politiske rygklapning giver ikke tilstrækkelige kroner på byggekontoen. Som tidligere medlem af byrådet i det gamle Lunderskov Kommune vil det glæde mig igen at sætte Lunderskov i fokus både på landkortet, men så sandelig også på det kommunale budget, når jeg forhåbentligt bliver valgt til byrådet.
Lunderskov fortjener et sted, hvor idrætsliv, kultur og sociale fællesskaber kan mødes i et ”Multicenter” med både indendørs- og udendørs faciliteter.