Læserbrev af Knud Erik Langhoff (C), borgmesterkandidat, Mariavej 9, 6091 Bjert.
Overskriften – ”Nicolai har kvaler, vi alle betaler”, – har givet anledning til debat om, hvad der skal støttes op omkring, og som jeg forstår det, er der borgere, som mener at vi i stedet for bør bruge ordene ”Lad falde hvad ikke kan stå”.
Diskussionen er vigtig og bestemt relevant.
Det er fuldt forståeligt, at private virksomhedsejere kigger med undren på, hvordan offentlige institutioner bliver understøttet af skattekroner, mens de selv kæmper en hård kamp for overlevelse.
På seneste møde i kulturudvalget i Kolding, blev der således besluttet at give et ekstra ordinært corona-tilskud til kulturinstitutionerne – Landbomuseet, Godset, Dorothea Teateret, Film 2000 og Kolding Mandskor.
I Den Konservative Vælgerforening vil vi meget gerne støtte op om kulturen i Kolding, og vi er klar over at flere kulturelle institutioner har ondt i økonomien som følge af mange måneders tvungen nedlukning.
Derfor bakker vi fuldt og helt op om, at kulturen får kunstigt åndedræt i denne svære tid.
Jeg kommer til at tænke på de vise ord, som Winston Churchill udtalte, da hans krigsministerium foreslog at spare på kulturbudgettet for at bruge flere penge på krigsføring; ”Hvad kæmper vi så for?”, spurgte han.
Efter mange måneders delvis isolation i de små hjem, trænger vi alle til gode kulturelle oplevelser, og det er derfor meget vigtigt at sikre, at kulturelle institutioner består.
Også derfor bakker Det Konservative Folkeparti op om støtte til kulturen i Kolding.