Kolding Netavis

Kolding: Mere skrot end slot? – sæson 2

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Læserbrev af Knud Erik Langhoff (C), borgmesterkandidat, Mariavej 9, 6091 Bjert.

I efteråret skrev jeg i et læserbrev her i avisen om mine bekymringer vedrørende de store skrotbunker, som generer beboere og handlende omkring havnen, og møder turister med et mildest talt grimt syn, når de besøger byen.

Havde jeg håbet, at byrådet ville gøre noget ved problemet, kan jeg kun være slemt skuffet, for den 2. marts i år har kommunen givet miljø- og udledningstilladelse til metalskrot på kaj nr. 27, foran DLG-fabrikken på Kolding Havn.

Afgørelsen står at læse på kommunens hjemmeside (www.kolding.dk) frem til den 30. marts. Og der er ikke bare tale om en lille udvidelse på kaj nr. 27.

Arealet, som fremover må belæsses med skrot og metalaffald på kaj nr. 27 udvides fra 1.270 m2 til 3.400 m2, altså næsten en tredobling!

Ønsker du at klage over dette, kan det gøres ved at indsende en sådan til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Private borgere får endda lov til at betale kr. 900,- for ulejligheden.

I Det Konservative Folkeparti i Kolding ser vi meget gerne, at der fortsat er en driftig erhvervshavn i Kolding, men vi kan på ingen måde acceptere, at Kolding skal omdannes til en endnu større skrotbunke.

At undlade at udfase dette, men tværtimod næsten tredoble det på kaj nr. 27, er en hån mod de borgere, som jævnligt oplever et regulært støjhelvede, når der læsses, losses og i øvrigt håndteres metalskrot på havnen. Samtidig er det en hån mod midtbyens handlende, som kæmper med gener fra rust i luften, og det er dårligt nyt for os alle, at skrottet også betyder udledning af beskidt og potentielt forurenet vand i havnebassinet.

Lad os nu én gang for alle få skrottet ud af Kolding Havn, lad havnen og dens virksomheder koncentrere sig om håndtering af produkter og services, som er til gavn for kommunens borgere, og lad Kolding blive meget mere slot end skrot i fremtiden.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *