Kolding Netavis

Kolding CO2-neutral 2040?

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Læserbreve

Læserbrev af Bjørn Olsen (R), byrådskandidat, Skovlundvej 41, 6000 Kolding.

Løse sympatiske hensigtserklæringer om en grønnere fremtid er der nok af, men vi kan ikke bruge det til så meget. Der er brug for grøn handling nu, og vi skal have Kolding op i gear og ind i klimakampen.

Radikale Venstre vil gøre Kolding CO2-neutral i 2040 og 110% grøn i 2050 (altså optage CO2).

Vi vil sætte en klar grøn retning, hvor vi i fællesskab – på tværs af virksomheder, uddannelser, foreninger og borgere – skaber fremtidens bæredygtige produkter og jobs. En retning, hvor kommunen går forrest og driver udviklingen med samarbejde, grønt lokalt indkøb og grøn omstilling af alle sektorer.

Det vil vi, fordi vi mener, vi skal tage ansvar for klimakrisen. Og fordi vi kan bruge den grønne omstilling som løftestang til at gøre kommunen mere attraktiv og skabe en positiv udvikling, hvilket der jo i den grad er brug for.

Det er i den grønne omstilling, vi finder fremtidens grønne jobs.

Det er med en grøn infrastruktur, vi kan erstatte de kaotiske trafikforhold med en grønnere, sundere og renere trafik til glæde for alle, – som cykelkommune, med moderne offentlig transport og mere sammenhæng på tværs af transporttyperne.

Det er med moderne p-anlæg uden om midtbyen, at vi kan dække behovet til elbiler og samtidig få plads til at folde midtbyen ud med hyggelige grønne gader og varierede byrum.

Det er med krav til byggeriet, at vi kan gøre boligerne mere attraktive og de enkelte lokalområder mere sammenhængende, – med fokus på bæredygtighed og fællesskaber. Mere vild og varieret natur er med til at øge sundheden og trivslen blandt borgerne, osv. osv.

Det er eksempler på helhedsorienteret udvikling, der alt sammen peger frem imod at gøre Kolding CO2-neutral i 2040, og som samtidig er med til at gøre Kolding mere attraktiv.

Er det urealistisk? Nej, hvis andre kommuner kan, kan vi også. F.eks. har Sønderborg for længst sat mål om at blive CO2-neutrale i 2029.

Det er et spørgsmål om politisk vilje, – og om at se mulighederne.

Vi kan godt!

Stem grønt. Stem personligt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *