Læserbrev af Karsten Fogde (SF), medlem af Regionrådet, Villestofte Skovgyde 146, 5210 Odense NV.
Mellem 500.000 og 650.000 danskere har sygdommen osteoporose/knogleskørhed. 172.000 har fået diagnosen, men kun 90.000 får medicin. Det vil sige, at der går mindst 330.000 danskere rundt uden at vide, at de har knogleskørhed.
Et hoftebrud, koster ud over tabet af livskvalitet og mulig invalidering, samfundet i omegnen af 230.000 – 250.000kr. Noget, der ofte kan forebygges.
Vi har ingen national handlingsplan til forebyggelse og behandling af knogleskørhed.
Alt for ofte kommer patienter med et brækket håndled, men får ikke diagnosen osteoporose stillet. År efter kommer samme patient ofte igen og denne gang med et mere kompliceret brud. Alt for mange patienter får ikke stillet diagnosen i tide.
Osteoporose er den 3. hyppigste dødsårsag i Danmark.
Der findes medicin, der er knogleopbyggende. Ved at få stillet diagnosen i tide kan meget ulighed i sundhed undgås. Og der kan spares så mange sundhedskroner, at det skriger til himlen, at det står så skidt til med indsatsen.
Visse typer medicin har desværre den bivirkning, at den forårsager knogleskørhed. Bliver dette taget i betragtning ved ordineringen?
I Danmark har vi nærmest den højeste risiko i Europa for at blive ramt af osteoporose, og når vi så samtidig er blandt de dårligste til at gøre noget ved det, så står det alt for skidt til.
Det kan ikke være rigtigt, at vi igennem de sidste 20 år ikke har rykket os ud af stedet. Kvinderne er her overrepræsenteret i uhyggeligt omfang og udgør 80% af patienterne.
En national handlingsplan er en mangelvare. Opgaven kan løses og det kan nærmest kun gå for langsomt.