Læserbrev af Filip Bekic Bladt (S), næstformand i natur-, miljø- og klimaudvalget, Anne-Mariesvej 15, 6000 Kolding.
I sidste uge godkendte et næsten enigt byråd en meget ambitiøs klimahandleplan for Kolding Kommune og sendte den i høring. En klimaplan som skal reducere vores samlede CO2 udslip med 70% i 2030, så vi bliver klimaneutral i 2050.
Planen indeholder mange gode elementer, som blandt andet udtagning af kulstofholdig jord, mere skovrejsning og reducere udledningerne fra stald og lager til biogas.
De teknologiske fremskridt hjælper os noget af vejen. Men vi kommer ikke udenom, at det kræver handling og mod at nå målene. Det er ikke nok at snakke om grøn omstilling, der skal også handling bag ordene.
Solcelleparken i Viuf er et eksempel på, hvordan man som lokalsamfund kan få mange gode ting ud af vedvarende energi projekter. Bedre beskyttelse af drikkevand, natur rundt om anlægget og penge til lokalsamfundet.
I 20 år har der ikke været rejst en vindmølle i vores kommune og det er ikke godt nok. Jeg hører mange sige, at vi bare skal have vindmøller på havet og solceller på tagene. Det skal vi også, men det løser ikke det hele. For eksempel er landvindmøller langt billigere end havvindmøller.
Vindmøllerne på land minimerer udgift til transport af strøm, samt netudbygning. Samfundsøkonomisk giver det god mening at have både vind og solenergi tæt på, hvor energien bliver brugt, altså tættere på forbrugerne. Det samme gælder med solceller. Det er langt mere effektivt og billigere at få solceller i større solcelleparker eller på tage over 500 m2.