Læserbrev af Rune Kjærgaard Lange, forbrugerrådskandidat til Blue Kolding, Agtrup Midtskovvej 31, 6091 Bjert.
Jeg ønsker mig mere vild natur. Ikke nødvendigvis vildt sjælden natur, bare vild almindelig natur.
Og vi har rigtigt mange steder midt i Kolding som sagtens kunne udnyttes til natur. Tag de store industriområders græsplæner, både i Bramdrupdam, ved Bauhaus eller ved Silvan i sydbyen. Eller sygehusets græsplæner ned mod Marielundsskoven. Eller skrænten ved Koldinghus. Hvad med boligselskabet AABs store arealer??
Der er masser af steder hvor vi kan stoppe robotplæneklipperne og skabe noget vild, almindelig natur, både midt i Kolding men det gælder også i de omkringliggende byer i kommunen.
Jeg tilbyder at hjælpe med at omdanne de arealer som vores spildevandsselskab Blue Kolding forvalter, hvis I hjælper mig og stemmer mig ind i bestyrelsen, som der er valg til netop nu.
Blue Kolding ejer 6 rensningsanlæg i Kolding kommune, de er alle hegnede inde, men hvorfor ikke slippe naturen løs ved rensningsanlæggene. Lade døde træer stå, skabe blomsterenge bag indhegningerne.
Blue Kolding står for at klima sikre Kolding og bygger og vedligeholder derfor store og små forsinkelsesbassiner til regnvand. Perfekte stedet at skabe paddeprojekter og give et helle til vores vilde planter og sommerfugle.
DET vil jeg gerne foreslå Blue Kolding og arbejde for bliver til virkelighed hvis jeg bliver valgt ind i Blue Koldings bestyrelse som jeres forbrugerrepræsentant. Men det kræver I går ind og stemmer på mig, for jeg er oppe imod gode modkandidater.
Blue Koldings bestyrelse består af 11 personer. 5 folkevalgte politikere fra byrådet. 4 ansatte eksperter i spildevand fra Blue Kolding. Og 2 almindelige forbrugere. Jeg vil gerne vælges som den ene almindelige forbruger.
Jeg mener min viden og interesse for naturen vil supplerer bestyrelsen rigtig godt. I er velkomne til at finde mig på Facebook og læse mere om mit kandidatur.
Eller bare gå direkte ind og stem via: https://stemonline.dk/bluekolding.