Læserbrev af Filip Bekic Bladt (S), fællesledelseformand og byrådskandidat, Borgergade 4. st. th., 6000 Kolding.
I Kolding kommune vil vi gerne være foregangskommune på det grønne område. Alligevel viser en ny opgørelse fra miljøstyrelsen, at Kolding kommune var den største forbruger af stoffet pelargonsyne til ukrudt bekæmpelse. Vi brugte 747 af de 2319 samlede kilo pelargonsyne, som blev brugt i hele landet. Det er ganske enkelt bekymrende.
Pelargonsyre er som sådan ikke ulovligt at bruge, det er Roundup i øvrigt heller ikke, men det klinger meget hult, når vi har ambitioner om at være grøn foregangskommune og skabe bæredygtige løsninger, samtidig med vi bruger kemisk sprøjtemiddel til at bekæmpelse af ukrudt.
Jeg konstaterer ligeledes at formand for teknik og klimaudvalget Jakob Ville ikke vil forholde sig til, hvad andre kommuner gør. Altså andre kommuner, der bruger lang mindre sprøjtegift. Det er for mig lige så bekymrende.
I nu tre år har vi ventet på hedvands-maskiner, der kan slå ukrudt ihjel med kogende vand, og vi venter stadig. Lad os da i mellemtiden kigge på netop andre kommuner og finde ud af, hvad de gør eller selv finde alternative måder at fjerne ukrudt på. Svaret kan ikke hver gang være, at det bliver for dyrt at bruge alternativer.
Hvis vi i Kolding kommune gerne vil være en grøn og bæredygtig kommune, så bliver vi det i hvert fald aldrig, ved hele tiden at bruge de billigste løsninger. Det er kortsigtet og vil blive dyrere på den lange bane.
Lad os finde løsninger i stedet for bare at sidde på hænderne og vente.