Læserbrev af Tobias Jørgensen (V), byrådsmedlem, Fovsletvej 21, 6580 Vamdrup.
Kolding er en uddannelses by, og her er heldigvis plads til mange flere skoler.
Jeg mener, at vi i kommunerne skal være meget bedre til at tale de faglige uddannelser op, og lade svendebrevet være førstevalget for dem, der ønsker dette.
I 2025 mangles der op mod 75.000 faglærte i Danmark, det er alt fra håndværkeren der bygger dit hus, til Social- og sundhedsassistenten der skal passe på vores kære. Derfor skal arbejdsmarkedspolitikken have en forlomme.
Det besluttes godt nok på Christiansborg, men kan sagtens starte i kommunerne.
Eva Kjer Hansen har samlet de lokale partier, og er gået sammen om at få en klimaerhvervsskole til Kolding, det er et kæmpe skridt i den rigtige retning. Dog mener jeg at vi skal gøre alt hvad vi kan, for også at trække flere tekniske uddannelser til kommunen.
Vi har så mange dygtige virksomheder, der skriger på kvalificeret arbejdskraft, og det ville være overordentligt praktisk, hvis den arbejdskraft kom fra vores egne uddannelsesinstitutioner.
Danmark har brug for mange flere kloge hænder. Jeg siger: lad os arbejde for, at de tager uddannelsen i Kolding.