Læserbrev af Villy Søvndal (SF), borgmesterkandidat, Gl. Bjert 39C, Bjert og Mette T. R. Andersen (SF), byrådskandidat, Mariegade 24, 6000 Kolding.
Den 5. juni er det præcis to år siden, SF gik til folketingsvalg med et ultimativt krav: at der skulle sikres minimumsnormering i daginstitutionerne.
Det lykkedes heldigvis, for der er hårdt brug for de ekstra hænder i institutionerne.
Men kan Kolding Kommune være tilfreds med kun at leve op til et minimum, når vi snakker børns udvikling?
Når unge familier skal bosætte og etablere sig, så er et vigtigt parameter daginstitutioner af høj kvalitet.
Dvs. institutioner med en høj andel af uddannede pædagoger og dygtige medhjælpere og pædagogiske assistenter.
Burde Kolding Kommune ikke være lidt mere ambitiøs, når vi gerne vil tiltrække flere borgere? Flere nye borgere betyder også flere penge, som så kan investeres i flere pædagoger i daginstitutionerne. De kan skabe omsorg og tryghed, udvikling, dannelse og læring fra institutionen åbner, og til den lukker.
Det er faktisk en lovbunden opgave for ledere og pædagoger. Den nye pædagogiske læreplan, som er en del af dagtilbudsloven, beskriver en række læringsmål for børnene, som pædagogerne skal sætte rammen for. Herunder handlinger for motorik, sprog, den kognitive udvikling – men også natur, børn i udsatte positioner, samt overgangen mellem de forskellige institutionstilbud og skole.
Er det overhovedet muligt at opnå på baggrund af et minimum? Det vil vi undersøge nærmere i SF. For vores børn er vores vigtigste ressource.