Kolding Netavis

Endeløs forestilling om kommuneøkonomi: Lige dele komedie og tragedie

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Læserbreve

Læserbrev af Knud Erik Langhoff, formand for den Konservative Vælgerforening i Kolding, Mariavej 9 6091 Bjert.

Der er masser af teater i Kolding! Men med lukningen af Mungo Park bliver det desværre ikke de professionelle, der fra scenen skal underholde og udfordre koldingenserne. Der bliver i stedet nærmere tale om dilettant, et ufrivilligt gadeteater, om du vil, som bliver endnu en akt i den tilsyneladende endeløse forestilling om en kommuneøkonomi, der er lige dele komedie og tragedie.

Det Konservative Folkeparti har forståelse for, at der må gøres noget for at forsøge at få den kuldsejlede økonomi på ret kurs igen. Men for det første burde det aldrig være kommet hertil og for det andet, så er det et meget snævert flertal i byrådet, som nu svinger øksen over et egnsteater, der igennem mere end 12 år har stået som et kulturelt fyrtårn i kommunen.

Lukningen af Mungo Park forsøges retfærdiggjort med en halvkvædet vise om, at der hver uge kan bruges 100.000 kroner på at trække flere borgere til bymidten, før udgiften svarer til det årlige tilskud til teateret. Men er det ensbetydende med, at der ikke skal bruges flere penge på kultur i Kolding Kommune?

Hvilken kulturinstitution må næste gang lade livet for det snævre flertals øksehug?

Det ville være klædeligt, om de, der står bag dette kulturdrab, ville melde ud om kulturen i Kolding skal lide yderligere og i så fald, hvor meget det er hensigten at beskære med.

I Det Konservative Folkeparti bakker vi op om de kulturelle institutioner og fyrtårne vi har i Kolding, da vi ser dem som vigtige elementer i den sociale og kulturelle forståelse, og samtidig er gavnlige i tiltrækningen af både borgere og virksomheder til kommunen.

Vi bakkede op om Obamabesøget i 2018, ligesom vi også ser Tour de France i 2021 som en vigtig branding af vores kommune. Ja, det koster kommunekassen penge, men det er penge, der kommer flerfold ind igen i form af øgede skatteindtægter på tilflyttede borgere og virksomheder, samt turister, som finder Kolding interessant at besøge.

Disse happenings er vigtige, men kan dog på ingen måde hamle op med de bærende kulturinstitutioner, som dagligt bidrager positivt til kommunen. Dem skal vi i sandhed værne om.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *