Læserbrev af Erik Dyg Sørensen (SF), byrådskandidat, Valmuevej 28, 6000 Kolding.
SF ønsker cykelstier i hele kommunen der binder centerbyerne sammen med Kolding. For år tilbage fik kommunen del i Vejdirektoratets ”Supercykelstipulje” og etablerede cykelstien mellem Christiansfeld og Kolding.
Stien til Vamdrup er påbegyndt. Men cykelstien ad Hylkedalsvej stopper ved p-pladsen. SF ønsker at cykelstien skal fortsættes til Koldingvej, hvor cykelstien til Vamdrup er etableret.
Cykelsti mellem Lunderskov og Kolding mangler fuldstændig. At cykle ad Koldingvej eller alternativt over Gelballe er begge meget trafikerede veje.
Udover disse ønsker er der stadig mange projekter at gribe fat i. Cykelstien til Skamlingsbanken stopper for foden af bakken, uanset om man kommer fra syd eller nord. Denne cykelsti bør laves færdig.
Vi har stadig mange trafikfarlige skoleveje. Hvis Du kigger på kommunens hjemmeside, fremgår det med stor tydelighed at stort set alle skoler i kommunen har veje der kategoriseres farlige. Tre eksempler på strækninger der vil give større trafiksikkerhed for skolebørn kunne være:
1: Cykelsti ad Dalbyvej fra Dalby Møllevej til rundkørslen ved Blåbærvej.
2: Cykelsti fra Ejstrup ad Nedervej til Esbjergvej, hvor cykelstien støder på cykelsti mod Harte og Kolding. Nedervej er meget smal og overraskende meget trafikeret i myldretiden..
3: Lunderskov: Koldingvej
Skoleelever til Kongsbjergskolen der kommer fra områderne Jordrup, Fynslund og Lejrskov, der transporterer sig selv ville skulle køre på den stærkt trafikerede Koldingvej (Landevej 32).
Cykelstier er godt for trafiksikkerheden, folkesundheden, miljøet og turismen. Stem SF til kommunalvalget.