Læserbrev af Bo Vesterlund (SF), Rosenholm 18, Tved, 6000 Kolding.
Der er i Tved meget modstand mod AP-Pensions byggeplaner på Tvedvej 145 mellem Strandparken og Rosenholm/Vangen.
På et område, der ikke er større end Rosenholm (med 10 små boliger), vil AP-pension bygge 30 – 35 boliger. Bygningerne skal være på 2 – 4 etager, sådan at bygningen på 4 etager placeres tæt på Skamlingvejen.
I AP-pensions skitse overholdes reglen om bebyggelsesgrad ikke. Ca. 70 % skal, i flg. reglen, være opholdsareal, men det skitserede opholdsareal er langt mindre. Der vil være bygninger, vej og parkeringspladser men næsten ingen grønne opholdsarealer. Skal børn lege på en vej med biler ell. på en parkeringsplads? Da Rosenholm blev bygget, var kravet at huse og carporte ikke udgør mere end 30 % af arealet. Skal reglen om bebyggelsesgrad ikke overholdes for et byggeri lige ved siden af?
Kystzoneloven respekteres ikke; man vil bygge meget tættere på kysten end højhusene ligger.
I området vil vi komme til at bo meget tæt. Ved siden af højhuset (det østligste af Strandparken) med 120 lejligheder vil man placere mange boliger så der bygges tæt på både Strandparken og Rosenholm/Vangen.
Der tages altså ikke meget hensyn til boligmiljø, indbliksproblemer, fjordudsigt eller regler om bebyggelsesgrad og kystbeskyttelse. En del af Strandparkens, Rosenholms og Vangens beboere vil miste udsigt.
Der er kommet indsigelser fra Vangen, Rosenholm og Strandparkens beboerrepræsentation, og 176 beboere i Strandparken har underskrevet en protest.
Da indsigelserne fra Rosenholm forsvandt på byforvaltningen, har boligudvalget besluttet at sagen går om i boligudvalget og byrådet. Byrådet var på sidste byrådsmøde ikke orienteret om Rosenholms indsigelser og fik den forkerte oplysning at udsigten fra Rosenholm ikke påvirkes. Der har fejlagtigt i orienteringen til byrådet stået at der ingen udsigt er, hvad Birgitte Kragh og Molle fra boligudvalget ved selvsyn har konstateret at der faktisk er ved et nyligt besøg hos beboerne i området.
Skal boligmiljø, bebyggelsesgrad og kystzonebeskyttelse ikke længere respekteres?
Hvad mener AP-pension, boligudvalget og byrådet om beboernes kritik og de tilsendte indsigelser?