Kolding Netavis

Biodiversitetsstrategi: Hvad er det for en fisk?

Læserbrev af Gitte Grønbæk (C), byrådsmedlem, Fynslundvej 41, 6064 Jordrup.

Et enigt byråd godkendte tirsdag aften den nye biodiversitetsstrategi.

Det betyder, at vi i Kolding kommune har et fælles afsæt for at bremse tabet af biodiversitet og vende det til fremgang ved fælles indsatser for natur og biodiversitet i kommunen.

Det er jeg både glad og stolt over. Specielt fordi det er og har været en af mine mærkesager. Jeg har arbejdet med naturpleje og biodiversitet i praksis alle årene som landmand og som ansat indenfor landbrugets organisationer.

Det glæder mig, at så mange nu har fået fokus på naturen. Og måske også på, hvad det kræver, hvis vi skal bevare nogle af de naturtyper, der er menneskeskabte kulturlandskaber med høj biodiversitet, som f.eks. de lysåbne enge.

Enge og overdrev, der er ejet og plejet af landmænd gennem generationer. Med afgræsning, høslæt og nødvendig rydning af træer og buske for at forhindre tilgroning.

I biodiversitetsstrategien er lodsejerne vigtige interessenter. Det er de, fordi de ejer jorden, de græssende dyr og har det daglige arbejde med tilsyn, hegning, pasning af hegn og pasning af arealerne.

Jeg vil opfordre til, at lodsejerne bliver aktivt inddraget i forvaltningen af naturområderne. At man lytter seriøst til deres praktiske erfaring med naturpleje og med de udfordringer, de oplever i praksis. De har værdifuld viden, som er nødvendig, hvis vi skal lykkes med at forbedre biodiversiteten på vores naturarealer.

Endelig vil jeg opfordre til, at vi ikke udpeger flere §3 arealer, men tager hånd om de arealer, der allerede er udpeget og fokuserer de offentlige midler på at øge biodiversiteten på disse arealer. På den måde får vi mest naturværdi for pengene.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *