Læserbrev af Iben Lehmann Rasmussen (SF), nyvalgt byrådsmedlem, Vestervang 27, 6000 Kolding.
Det er ikke hver dag, at nogen harcelerer på mine vegne og da slet ikke fra et politisk parti på den anden side af midten.
Alligevel kan jeg læse, at det er blevet et varmt samtaleemne blandt Venstres kvindelige byrådsmedlemmer, at jeg ikke er blevet formand for et udvalg i den kommende byrådsperiode.
Og selvom jeg sætter pris på deres omtanke og bekymring for mit kommende politiske virke, så kunne man, inden man forarges offentligt på mine vegne og dømmer mig forbigået, have udvist en oprigtig interesse i mig og mit virke og spurgt mig.
Men det havde ikke været en særlig spændende historie eller læserbrevsindlæg, for der er hverken strid, splid eller slåskampe i SF’s byrådsgruppe. Uvant for nogen, er der tværtimod et stærkt fællesskab præget af åben dialog og enighed på tværs af køn, aldre og erfaringsgrundlag.
Så bare rolig, Eva, Birgitte og Trille. Jeg blev ikke forbigået. Jeg fik det, jeg ville have – for jeg gik til valg på at bryde siloer ned og få forvaltningerne til at arbejde bedre sammen, og jeg glæder mig til at trække i arbejdstøjet.