Branden i Vamdrup er under kontrol, oplyser politiet.
Branden i maler- og lakvirksomheden Noerlak på Østermarksvej i Vamdrup er nu under kontrol, oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Branden startede kort efter klokken 15 og udviklede en kraftig røg.
Udvikler fortsat røg
Branden udvikler dog forsat røg, hvilket kan påvirke borgere i området øst for Industrivej og afgrænset mod vest af rute 25, samt nord for Baunevej og syd for Koldingvej i den nordøstlige del af Vamdrup by, oplyses det i en afvarslende beredskabsmeddelelse.
Politiet opfordrer til, hvis det er muligt, at viderebringe denne meddelelse til andre personer i området.
En person er kommet til skade. Personen har forbrændt begge hænder, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Der var mandag eftermiddag et kæmpe opbud af redningsmandskab. Der var tilkaldt brandkøretøjer fra Kolding, Vamdrup, Lunderskov, Jels, Skodborg og Stepping.
Det er elleve år siden samme virksomhed blev ramt af storband, og hvor hele virksomheden blev ødelagt. Hvor galt det er gået denne gang vides ikke endnu, skriver Sebro Press.
Brandårsagen er endnu ukendt.