Fredag den 2. september løber en særlig festlig udgave af Kolding Kulturnat af stablen. Kulturnatten fejrer nemlig 25 års jubilæum i ægte sølvbryllupsstil med æresporte, fællessang og hornmusik.
Der er al mulig grund til at sætte et stort kryds i kalenderen fredag den 2. september, når Kolding Kulturnat igen fylder gader og stræder med kulturoplevelser – og ikke mindst æresporte.
Hele 25 æresporte vil nemlig pryde byen i anledningen af Kulturnattens 25 års jubilæum, som fejres med et særligt sølvbryllupstema.
Æresporte i byen
Kolding Kommunes tømrerafdeling er i fuld gang med at bygge de 25 æresport-rammer, som projektleder for Kolding Kulturnat, Mette Fersløv Schultz, opfordrer kulturinstitutioner, foreninger, butikker o.l. til at melde sig til at pynte.
Æresportene bliver sat op i midtbyen i ugen op til Kulturnatten og vil fungere som en festlig optakt, men de kan selvfølgelig også opleves på selve Kulturnatten.
-Kulturnattens besøgende får en sjov oplevelse og kan tage på en slags ’tour de æresport’ rundt i byen. Og for de aktører, der pynter en æresport, er det en fin måde at sætte et unikt præg på Kulturnatten på og bidrage til sølvbryllupsfejringen. Jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvad de finder på og til at opleve de mange flotte og forskellige æresporte, når de kommer op i byen, siger Mette Fersløv Schultz i en pressemeddelelse.
Frie rammer
Hun fortæller videre, at æresport-rammerne udleveres til udsmykning i starten af august. Der er tale om et samle-selv-kit, som er let at sætte sammen og pynte.
-Det står de enkelte aktører frit for, hvordan de vil pynte deres æresport. Vi håber selvfølgelig, at æresporten vil signalere, hvem der har pyntet den og meget gerne også om ’pynterens’ relation til Kulturnatten, fortæller Mette Fersløv Schultz.
Hvis man har lyst til at pynte en æresport, skal man blot henvende sig til Kultur og Event i Kolding Kommune. Det kan man enten gøre via mailen ku****@ko*****.dk eller på Kulturnattens Facebookside senest den 30 juni.
Kultur og Event sørger for at levere æresport-kittet til de foreninger, kulturinstitutioner, butikker, restauratører o.l., som melder sig til at pynte en æresport. Æresportene fordeles efter først til mølle-princippet.
Sølvbryllupstema
Udover æresportene vil der være andre sølvbryllups-inspirerede aktiviteter på Kulturnatten.
-Sct. Nicolai Kirke har allerede meldt sig til at arrangere fællessang, hvor vi selvfølgelig skal synge ’Det er så yndigt at følges ad’. Der kommer også til at være hornmusik, som det sig hør og bør til et sølvbryllup. Og hvis man har en god idé til en sølvbryllupsaktivitet – eller i det hele taget gerne vil bidrage med aktiviteter eller optræde på en af Kulturnattens scener ¬– er det nu, man skal melde sig til, slutter Mette Fersløv Schultz.
Man tilmelder sig på Kolding Kommunes hjemmeside www.kolding.dk/kulturnat. Tilmeldingen er åben nu og frem til den 31. maj.