Møde- og konferencebooking prioriteres historisk højt af virksomhederne i Kolding. Stigningen afspejler et øget behov for at være sammen med kollegaerne, fortæller arbejdspsykolog.
Virksomhederne i Kolding bruger flere penge på bookinger af mødelokaler end tidligere, og det gælder inden for alt fra industri og detail til undervisning og sundhed. På to år er det samlede beløb brugt på mødebooking i Kolding steget med 22 procent, fra cirka 1,5 millioner kroner i 2019 til godt 1,8 millioner kroner i 2021. Det viser en opgørelse fra Danske Konferencecentre (DKBS), en forening med mere end 100 uafhængige møde- og konferencecentre.
Ud over at mange udskudte arrangementer nu bliver afholdt, kan stigningen i mødebookinger forklares med et forstærket behov for at være sammen og sparre på arbejdspladsen.
-Sidste år var alle vores konference-faciliteter stort set udsolgt, og vi slog omsætningsrekord. Alle tal indikerer, at 2022 bliver et nyt rekordår, siger Marlene Horsbøl Sylvester-Hvid, direktør hos Danske Konferencecentre, i en pressemeddelelse og tilføjer:
-At det går så strygende i branchen skyldes både, at coronapandemien har affødt mange nye arbejdsteams, der skal rystes sammen, og at kollegaer, der har været digitalt sammen i lang tid, skal vænne sig til den fysiske kontakt igen.
Forstærket behov for kollegial sparring
Ifølge arbejdspsykolog Anton Eg Andersen er arbejdspladsen for mange endnu vigtigere i øjeblikket end normalt.
-Coronanedlukningen har haft den indvirkning på mange mennesker, at de føler et uopfyldt behov for selskab med andre. Et fysisk personalekursus skaber rum for at være sammen med andre deltagere, og ud over faglig sparring kan det indbyde til hygge og gode snakke over en kop kaffe eller et glas vin om aftenen, siger Anton Eg Andersen.
-Arbejdet er i høj grad identitetsskabende, og fordi vi er flokindivider, har vi et grundlæggende behov for at møde anerkendelse fra det kollegiale fællesskab – ikke mindst i mødesammenhænge, uddyber han.
Personlig service tiltrækker gæster
For at være med til at sikre sig flere bookinger lægger Danske Konferencecentre vægt på god kundeservice. Det seneste år har foreningen ligget på 9,7 ud af 10 stjerner i tilfredshedsmåling.