Som en del af den trend, som ses overalt i den vestlige verden, sætter Slotssøbadet nu fokus på, at komme med tilbud på udendørs aktiviteter.
Første skridt i den retning var indvielsen af en af de største udendørssaunaer i landet – med åbningen af ”BellaVista Sauna” i januar 2022.
Nu kommer næste trin i den retning – nemlig et nyt udendørsbassin, som kommer til at følge årstidernes temperatur og dermed bliver et tilbud til alle de, som ikke ønsker at hoppe i fjorden, eller blot har lyst til at dyrke vinterbadningen i trygge og sikre omgivelser.
Oplevelsen skulle gerne være den samme – og så kan man naturligvis få varmen bagefter i den nye sauna ved terrassen ved Slotssøen med udsigt til Koldinghus.
-Vi ønsker med dette tilbud at signalere for omverden, at vi faktisk kan tilbyde et
alternativ og måske lokke endnu flere til at finde glæde ved vekselvirkningen mellem det kolde vand og den varme sauna. Utallige undersøgelser viser en gavnlig sundhedsmæssig effekt ved at øge blodcirkulationen i kroppen, fortæller Otto Skak, direktør i Slotssøbadet.
Forventningen omkring det nye bassin, som bliver 9 m. langt og over 3 m. bredt – med en dybde på 1,5 meter – er, at der kan findes nye gæstemålgrupper, samt at de, som jævnligt benytter Slotssøbadet fremover får en ny aktivitet – til gavn og glæde i dagligdagen.
-Selvom dette nye tiltag ikke er gratis – faktisk taler vi om en stor investering i
nærheden af 1,5 millioner kroner – så bliver det ikke dyrere at købe en indgangsbillet, siger Otto Skak.
Planen er at gravearbejdet går i gang i starten af juni – og at selve placeringen af bassinet sker i starten af skolernes sommerferie. Forhåbentlig kan indvielsen således ske i løbet af juli måned, så ikke mindst de mange turister også kan få glæde af det nye udendørsbassin i Slotssøbadet.