Kolding Netavis

Stort autohus ansætter kommunikationschef

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Erhverv
51-årige Jesper Werge (t.h.) er blevet ansat som kommunikations- og marketingchef hos Autocentralen. Pressefoto.

Bilkoncernen Autocentralen, der blandt andet har afdelinger i Kolding, skruer nu endnu mere op for hastigheden, og udvider administrationen med en kommunikations- og marketingchef.

Valget er faldet på 51-årige Jesper Werge, der med mange års brancheerfaring skal skabe mere synlighed omkring Autocentralen.com.

-Det er ikke et område, som vi har været dygtige nok til at udnytte. Vi har i mange år været dygtige til at sælge biler, men vi må bare erkende, at det at drive en bilforretning i dag, det handler også om mange andre ting. Vi har længe haft et ønske om at blive mere synlige både lokalt og regionalt, og det er en af årsagerne til, at vi nu har oprettet denne nye stilling i koncernen, fortæller Anders Lindskov Jensen, administrerende direktør i Autocentralen.com, i en pressemeddelelse.

Koncernen dækker et stort geografisk område og står blandt andet bag to store bilhuse i Kolding. Der er fortsat et endnu større potentiale i denne region, end Autocentralen.com endnu har formået at udnytte til fulde.

Mere fokus på synergieffekterne

-Det er her, at vi i højere grad skal formå at brande os udadtil, så endnu flere bilejere og potentielle bilejere har vores bilhuse i tankerne, når de enten skal købe eller sælge bil, eller de har brug for at besøge et værksted eller et skadecenter, understreger Anders Lindskov Jensen, der sammen med sin bror, Palle Lindskov Jensen og sin far, Knud Majgaard Jensen, ejer virksomheden.

Den nye kommunikations- og marketingchef bliver geografisk placeret midt i det hele – nemlig i det store nyrenoverede bilhus på Bugattivej i Vejle, hvor en del af administrationen i Autocentralen.com er placeret.

Mange års erfaring fra bilbranchen

51-årige Jesper Werge kommer fra en lignende ansættelse i Nielsen Car Group, der er en anden af de store spillere inden for bilbranchen i Danmark. Har var han ansat som PR-ansvarlig.

-Jeg stortrivedes i dét job, men det er klart, at da muligheden opstod for at bygge en helt ny stilling op fra bunden, så kunne jeg ikke sidde den chance overhørig. Jeg har hørt så meget positivt om Autocentralen.com gennem årene, og ikke mindst ejerne har et godt ry i branchen, fortæller Jesper Werge, der er bosat i Risskov, men født og opvokset i Vejle.

Han er oprindeligt journalistuddannet, og har gennem en årrække været motorredaktør hos Jysk Fynske Medier, der i øvrigt er nærmeste nabo til den nye arbejdsplads i Vejle.

-Jeg har gennem 20 år beskæftiget mig meget med bilbranchen – enten som journalist eller redaktør på den ene side af skrivebordet, og dels som ansat i importør- eller forhandlerleddet. Så jeg bilder mig ind, at jeg er den rette til at skabe øget fokus på og opmærksomhed omkring Autocentralen.com, pointerer Jesper Werge.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel