Kolding Netavis

Kolding får et akademi for bæredygtighed

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Skole
Bæredygtighedsakademiet blev skudt i gang sidste år med dette hold studerende i Odense. Klimaforsker og prorektor Sebastian Mernild er også med på billedet (yderst t.v.) I år skal akademiet foregå i Kolding. Foto: SDU.

Syddansk Universitet (SDU) og Kolding Kommune vil med et stærkt innovativt samarbejde inspirere studerende til at finde fremtidens løsninger ved at koble den bæredygtige dagsorden i kommunen med designtænkning.

Til sommer får Kolding et bæredygtighedsakademi. Det bliver formet som en event, der foregår over en uge, hvor studerende fra alle retninger og alle SDU’s lokationer kommer til Kolding og kaster sig over et program, der har bæredygtige byer og fællesskaber som det overordnede tema.

SDU stablede på baggrund af efterspørgsel fra studerende sidste år det første bæredygtighedsakademi på benene. Det bliver gentaget og udviklet i år, hvor akademiets indhold kommer endnu tættere på virkeligheden.

De studerende ønsker nemlig øgede kompetencer til både at finde bæredygtige løsninger og til at få dem formidlet og effektueret i praksis.

Så i år skal de studerende forsøge at løse konkrete udfordringer for Kolding Kommune inden for bæredygtighed. Når ugen er omme, får akademiets deltagere mulighed for at komme med deres idéer til, hvordan udfordringerne kan løses. Og undervejs har de studerende arbejdet ud fra en særlig metode (designtænkning), som involverer alle relevante parter – det kan f.eks. være borgere, virksomheder, kommunalt ansatte, forskere og andre studerende.

En oplagt samarbejdspartner

Borgmester Knud Erik Langhoff (C) mener, at Kolding Kommune er en oplagt samarbejdspartner:

-I vores kommune arbejder vi hver dag på at finde gode løsninger og nye veje at gå. Samtidig har vi fokus på både bæredygtighed og på, hvordan man kan bruge designtænkning til at udvikle nye løsninger. Derfor er det oplagt for os at arbejde sammen med SDU og ikke mindst med de studerende, der i særlig grad interesserer sig for bæredygtighed og udvikling. De er jo fremtidens stjerner. Og via bæredygtighedsakademiet kommer de ikke alene til at arbejde med det, de brænder for i praksis. De kommer også til at opleve, at deres bæredygtige løsninger rent faktisk skal bruges til at løse nogle af de udfordringer, vi står over for. Det er ren winwin, vurderer Knud Erik Langhoff.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel