Kolding Netavis

Kolding-hotel lyser op i hårdt ramt branche

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Erhverv
Kolding Hotel Apartments har 73 hotellejligheder med blandt andet eget køkken og soveværelse. Pressefoto.

2021-regnskabet for et af Koldings mest populære hoteller, Kolding Hotel Apartments, viser en tredobling af overskuddet i forhold til året før.

Store dele af hotel- og restaurationsbranchen kæmper stadig med eftervirkninger af de seneste års restriktioner og nedlukninger. Men Kolding Hotel Apartments har klaret sig godt igennem krisen.

Ingen nedlukning

Selv i det værste corona-år, 2020, præsterede lejlighedshotellet i Koldings latinerkvarter et overskud, og i 2021 blev det tredoblet til godt 1,1 mio. kr. Det flotte resultat skyldes ifølge direktør Jeanette Therkildsen flere forskellige faktorer.

-I modsætning til andre, og til hvad mange tror, så har vi ikke været lukket ned på noget tidspunkt i løbet af pandemien. Der er ingen tvivl om, at vores koncept med hotellejligheder med egen indgang, eget køkken osv. har været en styrke med alle de forholdsregler, vi har skullet tage igennem de seneste par år, konstaterer hun.

Udvikling og renovering

Der var dog mere stille i lejlighederne i 2020, og det udnyttede Kolding Hotel Apartments til at sætte gang i en række udviklings- og renoveringsprojekter, der for alvor slog igennem i 2021.

-Vi har blandt andet fået nyt online bookingsystem og en digital gæstebog, og så er vi blevet certificeret med både Green Key og Det Økologiske Spisemærke for vores indsatser omkring miljø og fødevarer. Vi har også udviklet et nyt koncept for børn, Stay Playful, og i det hele taget har alle medarbejdere bidraget stærkt til, at vi har kunnet bruge den lidt bedre tid end vanligt i 2020 til at stå skarpt og stærkt i 2021, fortæller Jeanette Therkildsen.

Og hendes ros af personalet bliver ikke mindre, når talen falder på de seneste måneder:

-Vi har haft endnu flere bookinger og gæster end normalt, og så er vi desuden i gang med at renovere facaderne på flere af lejlighederne. Så alle løber stærkt lige nu, men de gør det heldigvis med et smil og uden at kny. Det er godt klaret.

”Sindssygt travlt”

De sidste otte måneder af 2021 havde Kolding Hotel Apartments med Jeanette Therkildsens egne ord ”sindssygt travlt”. Og kigger man i ledelsesberetningen i den nyligt offentliggjorte årsrapport for det fondsejede hotel, er der ingen udsigt til, at det billede vil ændre sig foreløbig. Det bliver dog bemærket, at det er en forudsætning, at der fortsat er styr på corona-situationen.

-Vi er en lille, uafhængig organisation. Det betyder dels, at vi lynhurtigt kan tilpasse os, når der sker dramatiske ændringer i samfundet, som vi har set med corona, og som vi ser nu i forbindelse med krigen i Ukraine med prisstigninger og øgede omkostninger til følge. Det betyder også, at vi hele tiden er opmærksomme på at udvikle nye idéer og koncepter, der matcher både omverdenen og gæsternes skiftende krav og forventninger, tilføjer Jeanette Therkildsen.

Kolding Hotel Apartments har 73 hotellejligheder med blandt andet eget køkken og soveværelse.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel