En fejlleverance har været årsagen til, at flere bilister, som har tanket hos OK i Vamdrup, har fået motorproblemer. OK tager ansvaret.
Flere bilister, som har tanket hos OK i Vamdrup, har efterfølgende oplevet problemer med motoren.
I første omgang troede OK, at det var regnvand, der var blevet blandet med brændstof i tankene på tankstationen. Men nu er det fastslået, at OK ved en fejl har lavet en såkaldt produktmiks på tankstationen i Vamdrup.
OK opfordrer kunder, der har oplevet problemer efter tankning til at henvende sig:
-Det er meget beklageligt, vi har lavet en fejlleverance – og det gælder både i forhold til benzin og diesel. Der er tale om en menneskelig fejl, hvor en af vores chauffører har leveret en mindre mængde blyfri 95 i dieseltanken samt en mindre mængde diesel i tanken med blyfri 95. Dermed skyldes fejlen ikke regnvand i tanken, som først antaget, fortæller Rasmus Boserup, kommunikationschef i OK, i en pressemeddelelse.
Tanken suget og renset
Produktblandingen er sket i forbindelse med en levering om aftenen den 8. februar. Men først tirsdag eftermiddag i denne uge fik OK to henvendelser fra kunder, der havde oplevet motorproblemer efter tankning af diesel i weekenden. Tanken blev lukket samme dag klokken 16.16, og herefter gik OK i gang med dels at undersøge, hvordan fejlen var opstået og dels at foretage undersøgelser af indholdet i dieseltanken. Hvorfor er det først i denne uge, at kunderne begynder at henvende sig, kan man så spørge:
-Det handler om, at diesel er tungere end benzin, og at produkterne har lagdelt sig i tanken efter ganske kort tid. Der er derfor kunder, der i en lang periode har tanket et ’rent produkt’ på trods af produktblandingen, og som derfor ikke har oplevet motorproblemer, forklarer Rasmus Boserup.
-I takt med, at flere kunder har tanket, er produktmikset kommet mere og mere til udtryk i form af motorproblemer, og det er derfor, at vi desværre har at gøre med en periode helt tilbage til 8. februar. Det har også noget at sige, at der er tale om en mindre fejllevering, og at det på den baggrund har været svært at lokalisere årsagen, uddyber han.
Der er åbnet for salg af benzin og diesel igen på tankstationen.
Vil gerne høre fra kunder
OK har siden tirsdag været i dialog med en del kunder, der har tanket diesel i tidsrummet, og som har betalt med OK’s kontokort. Men efter at have afklaret, at produktmikset er sket 8. februar, og at det både involverer diesel- og benzintanken på stationen i Vamdrup, opfordrer OK nu alle kunder, der har tanket fra 8. februar efter klokken 21.20, og efterfølgende oplevet problemer med motoren, til at henvende sig til OK. Det kan ske på telefon 89 32 22 32.
-Vi har forårsaget en masse bøvl for de involverede kunder, og det skal vi råde bod på. Vi hører meget gerne fra kunderne, og hvis eventuelle motorproblemer kan relateres til vores fejl, påtager OK sig naturligvis ansvaret for udbedring af skaden, slutter Rasmus Boserup.