Kolding Netavis

Ihærdig tyv: 17 indbrud i weekenden

Politiet regner med, at den samme gerningsmand står bag de 17 indbrud. Foto: Holger Kraft/Pixabay.

Syd- og Sønderjyllands Politi har spor i jagten på aktiv indbrudstyv i Vejen.

Vejen blev i weekenden ramt af usædvanligt mange indbrud. Syd og Sønderjyllands Politi fik i weekenden anmeldelse om 17 indbrud på forskellige adresser i Vejen kommune.

Politiet regner med, at den samme gerningsmand står bag de fleste af de 17 indbrud. Ved næsten alle indbruddene er der brugt samme fremgangsmåde, hvor indbrudstyven har knust ruder og især er gået efter smykker.

Syd- og Sønderjyllands politi har spor at gå efter og efterforsker indbruddene intensivt.

-Vi tager sagen meget alvorligt og hører gerne fra borgere, hvis de kan hjælpe os, fortæller politikommissær Ole Rahbæk Thomsen fra lokalpolitiet i Haderslev.

På baggrund af de mange indbrud besøger politiets mobile politistation Vejen på onsdag den 16. februar. Betjentene vil være på Dalgårdsvej mellem klokken 15 og 17, hvor alle borgere er velkomne til at komme med informationer eller få en snak, hvis man føler sig utryg.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel