Kolding Netavis

Casper Christensen scorer gevinst

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Bolig
Foto: Boligkompagniet København.

Storentertaineren Casper Christensen og fruen Isabell Christensen solgte deres store villa i Hornbæk, Nordsjælland sidste år – og det med en pæn gevinst.

Handlen af parrets 314 kvadratmeter store hjem er nemlig netop blevet tinglyst, og denne afslører, at Christensen har fået intet mindre end 20,9 millioner kroner for deres nu tidligere adresse. Det skriver boligmediet Boliga.dk.

Ejendommen blev oprindeligt udbudt til salg i januar 2021, den gang lød prisen på 24 millioner kroner – men efter ganske kort tid på markedet blev prisen justeret 12 procent ned til 21 millioner kroner, der således også var den pris, der stod på salgsopstillingen, da huset i sommer blev solgt.

Liebhaveri i ferieby

Christensen-parret købte selv huset i 2019 for 11,4 millioner kroner – og har således ikke boet længe i den nordsjællandske kystby, der nok særligt er kendt for sit yderst attraktive og eksklusive sommerhusmarked, som er blandt landets absolut dyreste.

I sin tid under til salg-fanerne stod huset da også udbudt som både en villa og en fritidsbolig. Ligegyldigt hvordan de nye ejere påtænker at bruge deres nyerhvervede adresse, kan de se frem til et stort landkøkken, stue, forældresoveværelse, børneværelser og blandt andet også et påklædningsværelse.

Villaen blev af ejendomsmæglerfirmaet Boligkompagniet, der har stået for handlen, beskrevet som ”en drøm” i salgsmaterialet.

Ifølge Boliga.dks oplysninger rykker Casper og Isabell Christensen ikke helt ud af det nordsjællandske – parret har nemlig købt et stort landsted i Harreshøj ved Esrum Sø i Tikøb.

Casper Christensen har i en lang årrække været toneangivende i den danske underholdningsbranche med succeser som blandt andet Tæskeholdet, Langt Fra Las Vegas og ikke mindst Klovn på CVet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel