Dårlige resultater i denne sæson får klubben til at fyre cheftræneren.
KIF Kolding fyrer – og afbryder samarbejdet med cheftræner Andreas Toudahl. Årsagen er, at Toudahl ikke har fået nok ud af holdet i denne sæson. KIF Kolding har blot fået 8 point i 13 ligakampe og er en del af bundstriden.
-Vi kan i dag meddele, at klubben har besluttet at afslutte samarbejdet med cheftræner Andreas Toudahl. Vi har meget at takke Andreas for. Han har ydet en fantastisk indsats for KIF Kolding – både på og uden for banen. Andreas påtog sig cheftrænerrollen under svære arbejdsbetingelser op til sidste sæson. Sammen med holdet formåede han overraskende at opnå en slutspilsplads. Det skylder vi ham tak for, fortæller direktør Christian Hjermind i en pressemeddelelse.
-Desværre har vi ikke formået at få nok ud af holdet i denne sæson og vi tror på, at tiden er inde til at prøve noget andet. Andreas har arbejdet dedikeret og målrettet for KIF Kolding og er meget vellidt i klubben. Derfor har det været en svær men nødvendig beslutning, slutter Hjermind.
Assistenttræner Torben Sørensen overtager styringen i de kommende kampe. Det sker allerede onsdag aften, hvor KIF Kolding tager imod Sønderjyske i Sydbank Arena.