Venstre er klar, når der fra lørdag må hænges valgplakater op i Kolding Kommune.
Lørdag klokken 12 kommer der valgplakater op rundt om i hele Kolding Kommune. Det er til kommunal- og regionsvalget den 16. november.
I Vester Nebel er der i disse dage livlig trafik hos Finn Slemming, der er bestyrelsesmedlem i Venstres vælgerforening i Kolding Kommune. Han har nemlig sagt ja til, at opmagasinere valgplakaterne indtil de hentes. Og det bliver de i disse dage.
-Jeg kom til at sige ja til, at vi fik alle valgplakaterne herud til mig i Vester Nebel. Det fylder 13 paller. Der er i alt cirka 8.000 valgplakater, fortæller Finn Slemming til Kolding Netavis.
Lørdag starter Venstre med, at sætte valgplakater op her i kommunen:
-Vi skal ud at hænge i pælene her i weekenden, som nogle abekatter, lyder det spøgefuldt fra Finn Slemming.
Venstre har siden 2010 haft borgmesterposten med Jørn Pedersen som borgmester. Han har valgt at stoppe og derfor er Eva Kjer Hansen, tidligere folketingspolitiker, Venstres borgmesterkandidat i Kolding Kommune.
Valget til både kommune og Region Syddanmark afgøres den 16. november.
Hvornår må valgplakater hænges op?
Valgplakater i forbindelse med folketingsvalg, kommunale og regionale valg, Europa-Parlamentsvalg, folkeafstemninger og andre valg, der afholdes på offentligretligt grundlag (f.eks. menighedsrådsvalg), må hænges op på offentlige veje og private fællesveje i perioden fra kl. 12.00 den fjerde lørdag før valgdagen til 8 dage efter valget. Ved folketingsvalg må ophængning af valgplakater dog først ske fra statsministerens annoncering af valgets udskrivelse.
Se billederne nedenunder…