Kolding Netavis

Uheld for anden gang på en måned: I klemme ved bassinkanten

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Vamdrup
Her ses Trekantbrand ved Kongeaabadet i Vamdrup. Foto: H.E. Haulrich.

For anden gang på blot en måned sad en skoleelev tirsdag fast i Kongeaabadet i Vamdrup. En rapport fra uheldet i sidste måned fastslår, at alle retningslinjer er overholdt fra Slotssøbadets side.

Trekantbrand måtte tirsdag ved 12.30-tiden rykke ud til Kongeaabadet i Vamdrup, hvor der var melding om, at en 10-årig dreng havde fået sin fod i klemme ved bassinkanten og sad uhjælpelig fast.

Trekantbrand – station Vamdrup – fik med frigørelsesværktøj frigjort drengen. Det var brandmanden Anders, der måtte en tur i vandet, for at yde drengen hjælp.

Uheldet skete i forbindelse med en skoles svømmeundervisning. Det foregik uden for Kongeaabadets åbningstid, oplyser souschef hos Slotssøbadet i Kolding, Edvard Køhrsen.

Det er Slotssøbadet, der ejer Kongeaabadet.

Samme type uheld for en måned siden

Det var samme type uheld, der skete den 7. september, hvor en pige fra 4. klasse på Fynslundskolen kom i klemme mellem mellem barre og poolkant – en slags håndtag nede i bassinet, som blandt andet bruges til vandgymnastik.

Slotssøbadet fik efter uheldet 7. september lavet en undersøgelse omkring uheldet. Her fastslås det, at kravet til den såkaldte barre er overholdt – og alle retningslinjer er overholdt.

-Vi synes det er uheldigt, at det sker uden for åbningstiden. I de 11 år vi har haft Kongeaabadet, har vi ikke oplevet den slags uheld. Så det er lidt pudsigt, at det nu sker to gange inden for en måned, fortæller Edvard Køhrsen til Kolding Netavis.

Han tilføjer:

-Vi har aldrig oplevet sådanne uheld i Slotssøbadet.

Barren har en anordning som kan rykkes ud. Det vil sige, at der kan laves mere afstand mellem barre og poolkant. Slotssøbadet anbefaler, at skoler og foreninger er informeret om, hvad man gør i sådanne tilfælde.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel