Teknisk audiolog Per Lings har etableret Lings Hørecenter i Kolding.
Det er efterhånden en del år siden, at Per Lings far foreslog sønnen at etablere eget hørecenter, så han kunne hjælpe mennesker med nedsat hørelse. Med Lings Hørecenter på adressen Pakhustorvet 14 st. er forslaget nu blevet en realitet.
Det var ingen tilfældighed, at Per Lings far kom med forslaget om at etablere et hørecenter.
Ikke alene var faderen selv bruger af høreapparater; sønnen var i 2006 – blandt andet med praktiktid på Esbjerg Sygehus – blevet uddannet audiologiassistent efter først at have uddannet sig som radiomekaniker med 18 års ansættelse på Jysk Telefons central i Kolding.
-Tror lige det er dig at hjælpe folk med nedsat hørelse, lød det fra Per Lings far, og så gik sønnike ellers i gang med at uddanne sig til teknisk audiolog, og han var derefter i 2008 med til at etablere Trekantens Høreklinik i Karolinegade og fra 2015 i Jernbanegade.
-Gennem årene har jeg hjulpet mange mennesker til en bedre hørelse, og efterhånden blev jeg mere og mere opsat på at få mit egen hørecenter. Dette ikke mindst på baggrund af, at jeg gennem årene har fået mange henvendelser fra tidligere klienter, der havde brug for hjælp, fortæller Per Lings.
-Det er efterhånden en del år siden, jeg kom ind i audiologibranchen, og der er siden sket en ekstrem teknisk udvikling, der kommer de mange folk med nedsat hørelse til gode. Personligt er det for mig en stor glæde at kunne hjælpe til en bedre hørelse, for en god hørelse er noget, som i den grad handler om livskvalitet, slutter Per Lings.