Lørdag eftermiddag bredte en brand i et skur sig til selve huset, der er hårdt medtaget.
Der udbrød brand i et skur på Østervang i Vamdrup lørdag eftermiddag kort før klokken 13:
-Der var ild i skuret. Ilden bredte sig til huset og huset nedbrændte delvist. Det lykkedes dog brandvæsnet, at få slukket ilden, inden huset brændte helt ned, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Halfdan Kramer, til Kolding Netavis.
Brandårsagen skal undersøges nærmere. Hos Sydøstjyllands Politi forlød det tidligere lørdag eftermiddag, at der havde været brugt en ukrudtsbrænder og en mand ville blive sigtet for overtrædelse af beredskabsloven. Men det var ved 17-tiden uvist, hvorvidt dette var tilfældet, oplyser vagtchefen hos politiet.
-Men det er klart, at hvis der har været brugt en ukrudtsbrænder, så giver det en bøde for overtrædelse af beredskabsloven, slutter Halfdan Kramer.