Holdet er nu sat til regionsrådsvalget til november.
Dansk Folkeparti har afholdt opstillingsmøde til regionsrådet. Det skete på Scandic Hotel i Kolding. Partiet opstiller 12 kandidater til valget den 16. november.
Viceborgmester i Kolding Kommune, Søren Rasmussen, blev nummer tre på listen. Han sidder på sjette år i regionsrådet, hvor han er formand for Udvalget for regional udvikling.
Carsten Sørensen fra Odense blev ny spidskandidat, efterfuldt af endnu en fynbo Anne-Marie Palm-Johansen fra Nyborg. Den tidligere spidskandidat Thies Mathiasen fik en fjerde plads.
-Jeg er meget glad for den placeringen høj på listen, det giver ekstra gejst i valgkampen, siger Søren Rasmussen og fortsætter:
-Arbejdet i regionsrådet er vigtigt bl.a. med Kolding Sygehus, hospice, offentlig transport og kulturprojekter. Jeg ser det som en stor fordel, at der er en direkte kontakt mellem arbejdet i Byrådet og Regionsrådet. For Kolding er det vigtigt vi er stærkt repræsenteret, så investeringer og nye tiltag ikke går uden om vores kommune.
Niels-Jørgen Grabe, der også er fra Kolding, blev nummer 11 på listen.
Dansk Folkepartis liste
1) Carsten Sørensen
2) Anne-Marie Palm-Johansen
3) Søren Rasmussen
4) Thies Mathiasen
5) Steffen Daugaard
6) Susanne Dyreborg
7) Svend Erik Nielsen
8) Jan Voss Hansen
9) Jack Odgaard
10) Charlotte Møller-Madsen
11) Niels-Jørgen Grabe
12) Malene Ravn Neumann