Kolding Netavis

Efter fem års pause: Nu vender hun tilbage på tv-skærmen

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen TV
Line Baun Danielsen og Simon Egeskov. Foto: Per Arnesen/Discovery Danmark.

Et allerede stjernespækket OL-værtshold oprustes med en garvet studievært, når Line Baun Danielsen efter knap fem års fravær får comeback på skærmen.

Efter næsten fem års pausen fra skærmen er Line Baun Danielsen snart tilbage i sin vante værtsrolle, når hun under De Olympiske Lege i Tokyo skal danne makkerpar med Discoverys egen vært Simon Egeskov under OL-dækningen på discovery+ og Kanal 5. Det oplyser Discovery Networks Danmark i en pressemeddelelse.

Med et CV der tæller jobs som bl.a. tv-vært, journalist, kommunikationsrådgiver, blogger og tidligere ishockeyspiller, kan seerne se frem til en erfaren og rutineret vært, der med sin store sportsviden og tv-vanthed ligeledes selv ser frem til jobbet med stor ære og ydmyghed, og som glæder sig til at vende tilbage til skærmen og ikke mindst sportens verden.

-OL er noget af det største at dække som tv-vært. Jeg har dækket to gange OL før, Barcelona 1992 og Sydney 2000. Der er så meget på spil for atleterne og nationerne – så som sportsjournalist, der stadig elsker sport, forventer jeg topunderholdning, spænding, følelser og selvfølgelig toppræstationer af verdens dygtigste idrætsstjerner, siger Line Baun Danielsen i pressemeddelelsen.

Line: -Jeg kan ikke takke nej til OL

Selvom Line et kort øjeblik var i tvivl om, hvorvidt hun skulle takke ja, blev overvejelserne korte af én simpel årsag.

-Man kan ikke sige nej til at dække OL. Så simpelt er det. Og på en eller anden måde er det en cirkel, der bliver afsluttet i min TV-karriere. Jeg startede på sporten på TV2 for 33 år siden – det her føles så rigtigt og stort. Og selvom jeg har været væk fra TV og ikke mindst sportsjournalistikken i mange år, er det ligesom cirkushesten, der lugter savsmuld. Jeg har sagt ja med både ydmyghed og stolthed, og seerne kan forvente en velforberedt vært med sommerfugle i maven, fortæller Line Baun Danielsen og tilføjer:

-Og ærligt, så er det modigt af Discovery at satse på en snart 60-årig kvindelig vært og matche hende med en 27-årig mandlig vært. En ‘lige højre’ til alderskonventionerne.

Line Baun Danielsen skal danne fast makkerpar med Discoverys egen vært, Simon Egeskov. De bliver primært makkerpar under OL, men seerne kommer også til at se dem i konstellationer med Discoverys andre værter, Mette Cornelius og Zak Egholm, når de dagligt under OL sidder klar på Kanal 5 og discovery+ til at give danskerne det fulde OL-overblik.

Her får de løbende gæster, tidligere atleter og eksperter i studiet og skal sammen guide seerne igennem De Olympiske Lege.

OL-konkurrencerne skydes i gang den 23. juli og slutter den 8. august.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel