Kolding Netavis

Sparekasse oplever fremgang i Kolding

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Erhverv
Afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland Morten Elgaard Bak oplever, at der er fremgang i Kolding og fokus på det nære. Han ses her i midten sammen med en del af afdelingens erhvervsteam.

I Kolding har Sparekassen Kronjylland fremgang.

Sparekassen Kronjylland i Kolding oplever, at der er gang i hjulene i Kolding-området.

Rekordmange boligsager giver sammen med tilgang af kunder så stor aktivitet, at afdelingsdirektøren netop har udvidet sit hold og ønsker at ansætte endnu flere.

-Vi mærker i øjeblikket, at der bliver solgt rekordmange boliger i Kolding, ligesom mange ønsker at lave forbedringer i deres huse. Sammen med en god tilgang af nye kunder til vores afdeling – både på privat- og erhvervssiden, er det med til at give godt gang i biksen, fortæller afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Kolding, Morten Elgaard Bak, i en pressemeddelelse.

Faktisk har Morten og hans medarbejdere så travlt, at de i begyndelsen af maj kunne byde velkommen til hele to nye medarbejdere, får endnu en kollega til juni og inden for den nærmeste fremtid stadig kan finde arbejde til flere hænder, hvis de rigtige dukker op.

Nærhed er igen blevet moderne

-Jeg tror, at der er flere grunde til, at kunderne i stigende grad ønsker at vende nogle ting med os på et møde. Under corona har mange fået lyst til at bruge mere energi og tid på det nære; altså på familie, bolig og fritidsliv. Det giver ofte nogle nye økonomiske prioriteringer, som de ønsker at undersøge nærmere. I kombination med, at danskernes opsparinger generelt er steget meget under coronakrisen, giver det nye muligheder, fortæller afdelingsdirektøren.

Ændrede behov fra kunderne

I det hele taget har bankkunderne i større udstrækning end tidligere et ønske om at holde møde med deres personlige rådgiver. De seneste 1,5 år er netmøder også vundet meget frem, så der nu er endnu flere muligheder for nemt at vende nogle ting med rådgiveren over en kop kaffe:

For 10-15 år siden ønskede kunderne i større grad hjælp til mindre ting såsom at sætte penge ind eller lave en bankoverførsel. Den slags klarer de nu selv nemt i mobil- og netbank, men de har til gengæld fået øjnene op for, at de kan bruge deres personlige rådgiver til at vende mulighederne med, når de ønsker ny bolig eller bil eller står over for andre økonomiske ændringer i deres liv.

-Nogle vil gerne holde et fysisk møde nede i afdelingen, andre hjemme hos dem selv, ligesom netmøder vinder stærkt frem. Den store efterspørgsel på møder gør, at vi har meget at se til, og for også i fremtiden at kunne levere møder og rådgivning af høj kvalitet i Kolding, ansætter vi folk for tiden, forklarer Morten Elgaard Bak.

-God service og menneskelige relationer er igen blevet moderne, og derfor har endnu flere kunder fået øjnene op for os og det, vi kan. Vi gør egentlig bare det, vi altid har gjort. Nemlig at yde personlig rådgivning med udgangspunkt i vores kunder og at gøre det nemt for kunderne at få fat i os. I dag er vi blandt landets største pengeinstitutter, vi har afdelinger i det meste af landet, og både på privat og erhverv ligger Sparekassen Kronjylland nummer 1 i kundetilfredshed ifølge analysebureauet EPSI.

-I Kolding har vi nu haft afdeling siden 2016, og borgerne begynder at kende mere til os og det, vi står for. Vi har eksempelvis netop forlænget vores sponsorat med Kolding IF Fodbold, og det giver selvfølgelig synlighed, ligesom det sætter en tyk streg under, at vi mener det, når vi siger, at vi som byens lokale pengeinstitut ønsker at gøre en lokal forskel, slutter Morten Elgaard Bak.

Sparekassens afdeling i Kolding beskæftiger til juni 12 medarbejdere, der betjener både private og erhvervskunder. Herudover er afdelingen i år blevet områdecenter for Sparekassens afdelinger i Kolding, Esbjerg, Billund, Billum, Alslev, Skovlund, Vorbasse og Odense, og områdedirektør, Stephan Lorentzen, der tiltrådte 1. februar, har derfor også kontor i huset.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel