En blot 18-årig kvinde blev mandag eftermiddag dræbt i en trafikulykke i Vojens.
En lastbil ramte mandag eftermiddag ved 15.15-tiden en personbil i krydset Østergade/Ribevej i udkanten af Vojens i Sønderjylland.
I personbilen sad to 18-årige kvinder fra Haderslevs opland. Den ene kvinde blev i ambulance med politieskorte transporteret til Odense Universitetshospital, hvor hun afgik ved døden, oplyser Syd- & Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den anden 18-årige kvinde blev i ambulance transporteret til Aabenraa Sygehus og er efterfølgende overført til Aarhus Universitetshospital, Skejby, hvor hun befinder sig i kritisk tilstand.
De pårørende er underrettede.
Føreren af lastbilen er uskadt, men chokeret efter ulykken.