Lea Varberg og Asger Petersen fra Hansenberg Tekniske Gymnasium i Kolding er begge inviteret med på et fuldt betalt ophold hos CERN i Geneve til efteråret.
Der er rift om de 24 pladser, når CERN – Den Europæiske Organisation for Højenergifysik – inviterer elever på Fysik A fra hele landet til et to ugers praktikophold på verdens største forsøgsanlæg for partikelfysik, som ligger i Geneve.
Og til efteråret kan to elever fra Hansenberg Tekniske Gymnasium – Lea Varberg fra 1.x og Asger Petersen fra 3.x – pakke kufferterne, for de er begge blandt de udvalgte til opholdet på CERN.
-Det har ikke helt bundfældet sig endnu, men jeg er meget begejstret. Jeg regner først og fremmest med at lære noget, siger Lea Varberg fra Sdr. Bjert i en pressemeddelelse.
-Jeg er helt vildt spændt. Jeg fik en mail i bussen om, at jeg havde fået en plads, og så var jeg bare glad resten af dagen, fortæller Asger Petersen, der bor i Gram.
Fascineret af rummet
Hos CERN får deltagerne hver et projekt, de skal arbejde med, og i ansøgningen om at få en plads har Asger Petersen og Lea Varberg beskrevet deres projektønsker.
-Jeg har kigget på nogle af de tidligere CERN-projekter, og her så jeg noget om CAST-partikeldetektion, og det lyder meget spændende. Men jeg har også skrevet i ansøgningen, at jeg gerne arbejder med noget andet. Alene det at kunne fordybe sig i projekter på en anderledes måde – og lære nogle nye mennesker at kende, som man deler interesser med – regner jeg med at få meget ud af, siger Asger Petersen og tilføjer:
-Det vil heller ikke se dårligt ud på et CV, hvis man vil lave noget fysikrelateret i fremtiden. Jeg har planer om at tage et sabbatår efter gymnasiet, og så vil jeg gerne starte på en fysikbachelor i Aarhus – og på sigt læse astrofysik, for rummet fascinerer mig.
Svar på alt
Lea Varberg har endnu ikke lagt sig helt fast på, hvad hun vil efter gymnasiet, men hun er vild med de naturfaglige fag:
-Det, jeg godt kan lide ved de naturfaglige fag, er, at der er forklaringer på ting. Der er et konkret svar på spørgsmål – eller også kan man finde frem til det. Og jeg kan godt lide matematikken i fysikken. Hos CERN skal vi lave vores eget projekt, og arbejdet med det kan måske give mig et hint om, hvad jeg vil efter Hansenberg Tekniske Gymnasium.
-I min ansøgning har jeg skrevet, at jeg gerne vil arbejde med partikler eller magnetisme, og CERN sætter et projekt op for mig. Jeg kommer nok i gruppe med nogen, der har valgt det samme område, og det passer mig rigtig godt at arbejde sammen med andre – og det er også noget, Hansenberg Tekniske Gymnasium kører meget på.
Praktikopholdet er fuldt ud betalt af CERN, og ud over projektarbejde får deltagerne også foredrag, rundvisning samt en masse sociale aktiviteter i Geneve.