3.g-elev Mikkel Hauvgaard fra Hansenberg Tekniske Gymnasium er blandt de sidste 14 deltagere fra hele Danmark, der er gået videre i KemiOlympiaden.
Mikkel Hauvgaard fra Hansenberg Tekniske Gymnasium er fortsat med i kemikampen om de fire eftertragtede landsholdspladser, der giver adgang til Nordic Chemistry Olympiad i Island samt til International Chemistry Olympiad, som ifølge de seneste meldinger kommer til at foregå online. Det oplyser Hansenberg i en pressemeddelelse.
3.g-eleven er nemlig gået videre fra tredje runde i KemiOlympiaden, og han er derfor blandt de 14 unge fra hele landet, som stadig har mulighed for at få en plads på landsholdet.
Og Mikkel Hauvgaard er selvfølgelig glad for, at han er med i opløbet:
– Det er super fedt at være med. Jeg har lært en masse nye ting, og jeg er blevet udfordret inden for mange emner, som jeg ellers følte, at jeg havde godt styr på.
Inden tredje runde fik deltagerne et pensum på 300 sider om organisk kemi, som de skulle have styr på. Det havde Mikkel Hauvgaard, og lektor ved Hansenberg Tekniske Gymnasium Stine Magnussen – som underviser 3.g-elever i valgfaget kemi A – er imponeret over indsatsen:
– Jeg er så stolt af Mikkel, og jeg hepper på ham – og glæder mig over, at man kan udmærke sig i en coronatid. Han møder nogle deltagere, der er lige så seje, som han selv er – og han får nogle faglige udfordringer, fortæller Stine Magnussen.
Nu venter de to sidste elimineringsrunder, og Mikkel Hauvgaard har allerede fået noget læsestof, der er relevant i forhold til næste runde, som finder sted i april.