Nuværende byrådsmedlem i Kolding Kommune er partiets spidskandidat til regionsrådsvalget.
Byrådsmedlem Poul Erik Jensen (S) er spidskandidat i Kolding Kommune på Socialdemokratiets spidskandidatliste til regionsrådsvalget i Region Syddanmark til november. Poul Erik Jensen er placeret som nummer 10. Han får følgeskab af 18-årige Alexander Kristensen, der er formand for DSU Sydjylland. Han bor i Taps mellem Kolding og Christiansfeld. Alexander Kristensen er placeret på plads nummer 20.
67-årige Poul Erik Jensen har siddet i byrådene i henholdsvis Vamdrup og Kolding i sammenlagt 32 år. Han genopstiller ikke til byrådet, men stiller op til regionsrådet. Det skyldes, at regionsrådsmedlem Poul Fremmelev (S) fra Vonsild tabte kampen om at blive partiets spidskandidat. Poul Fremmelev går i stedet efter en plads i Kolding byråd.
Mette With Hagensen er i øvrigt blevet spidskandidat for Socialdemokratiet i Region Syddanmark.
Det er medlemmerne i Socialdemokratiet, der ved en urafstemning har valgt politikernes placering på spidskandidatlisten.