Kolding Netavis

Vandløbsprojekt: Det vrimler med ørreder

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Vamdrup

For første gang i mere end 40 år er der nu observeret ørreder i den øverste del af det lille vandløb, Klebæk, der løber lidt nord for Vamdrup by.

Klebæk hører til Kongeåens store vandløbssystem, der løber ud i Vadehavet mellem Ribe og Esbjerg.

Ved Klebækvej var der i forbindelse med den tidligere udretning af vandløbet tilbage i tiden etableret et meget stejlt stykke, som fiskene ikke kunne svømme forbi. Klebæk var på denne måde blevet afspærret fra resten af Kongeå-systemet, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Statens Vandområdeplan

Spærringen i Klebæk har været udpeget i Statens Vandområdeplan, der er en plan for, hvor der skal ske forbedringer af de fysiske forhold i vandløbene i Danmark. Omkostningerne til de forbedringer, der er udpeget i Vandområdeplanen, dækkes af Staten via EU midler.

For at få fjernet spærringen for fiskene i Klebæk rettede Kolding Kommune i 2019 henvendelse til lodsejerne ved vandløbet, der gerne ville være med til at give naturen en hjælpende hånd.

– Vi gik i gang med gravearbejdet i efteråret 2019, – men på grund af de meget store mængder regn i efteråret og vinteren fik vi ikke gjort projektet helt færdigt, – fortæller biolog og projektleder Bent Nielsen fra Kolding Kommunes Natur og Vand afdeling.

Hen på sommeren 2020 stod projektet helt færdigt. Det meget stejle stykke af vandløbet ved Klebækvej er blevet jævnet ud over ca. 300 meter. Der er samtidig lagt sten og grus ud i bunden og langs siderne af vandløbet. Stenene i vandløbet giver nogle gode skjulesteder for fiskene. Gruset, der er på størrelse med valnødder eller golfbolde, er velegnede til, at ørrederne kan grave deres æg ned i her først på vinteren, når de gyder deres æg.

– For et par måneder siden lavede vi en fiskeundersøgelse i vandløbet ved hjælp af elektrofiskeri, – og der fangede vi 14 ørreder på kun 50 meter, – fortæller Bent Nielsen, – der tilføjer, at der for nogle dage siden kom meldinger om, at ørrederne netop nu gyder på livet løs i det restaurerede vandløb.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *