Skanderup får en attraktiv udstykning til 12 nye parcelhuse, som bliver nabo til skole og daginstitution. Grundene bliver udbudt til salg i løbet af januar.
Er du på udkig efter landsbyfællesskab og central beliggenhed, så er det med at holde sig klar, når Kolding Kommune til januar udbyder 12 nye parcelhusgrunde i landsbyen Skanderup.
Skanderup ligger mellem Kolding og Lunderskov i rolige omgivelser på landet, men med kort afstand til motorvejen, så man hurtigt kan komme til og fra landsbyen f.eks. for at arbejde.
De nye parcelhusgrunde bliver placeret ved Hjarupvej og Ejersmindevej meget tæt på Skanderup Hjarup Forbundsskole, hvor der også er daginstitution. Skolen går til og med 6. klasse.
Fra fastelavnsfest til cykelsti
I Skanderup lægger indbyggerne stor vægt på fælles værdier. Der er en Landsbyforening, som består af frivillige, der står for fælles arrangementer, f.eks. fastelavnsfest, sankthansfest, skraldedag, efterårsfest og juletræsfest.
Derudover sørger foreningen bl.a. for at søge midler til forskønnelse af byen og til nye projekter. Et af de seneste eksempler er en cykelsti mellem Skanderup og Lunderskov, så børnene kan cykle sikkert til overbygningsskolen fra 7. klasse. Et andet eksempel er en bålhytte på byens fælles legeplads.
Landsbyforeningens formand Linda Husfeldt Johansen glæder sig til at få flere beboere i landsbyen, som hun karakteriserer som et sted med tryghed, nærhed og sammenhold.
– Skanderup er et dejligt sted at bo. Skolen er en meget vellidt med gode værdier. Vuggestuen og børnehaven er en integreret del af skolen, hvilket gør det nemt for børnene at starte i skole, da de allerede har stort kendskab til skolen, inden de starter i glidende overgang fra børnehave til førskole. Og så er der stor opbakning til de fælles arrangementer i Skanderup, som gør, at tilflyttere hurtigt kan blive en del af fællesskabet, hvis de ønsker det. Skanderup er også et sted, som flere unge vender tilbage til, når de selv stifter familie, fortæller Linda Husfeldt Johansen.
Ud over fællesskab byder Skanderup også på skønne omgivelser, bl.a. Gelballe Skov, som er god til løbe- og gåture. Syv minutter derfra i bil ligger Lunderskov, hvor der er indkøbsmuligheder.
De 12 nye grunde udbydes til salg til mindstepriser mellem 350.000 og 425.000 kr. Byggemodningen af udstykningen er gået i gang.