Det er en landmand fra Christiansfeld, der står bag “Nazi-plakaten”, som siden i onsdags har fået omtale.
Ved en demonstration i onsdags i sidste uge, hvor blandt andet landmænd demonstrerede for grundloven i protest mod regeringens håndtering af minksagen, kom et stort skilt i fokus. Her var ansigterne af statsminister Mette Frederiksen (S), Pia Olsen Dyhr (SF), Pernille Skipper (EL) og Morten Østergaard (R) klippet ind på naziuniformer. Og det satte også forargelsen i gang på de sociale medier.
Nu er det lykkedes Ekstra Bladet, at finde frem til bagmanden. Det er en landmand fra Christiansfeld. Avisen har talt med landmanden, men han ønsker ikke at stå frem til et interview. Han fortæller til avisen, at han er stærkt utilfreds med regeringens håndtering af minkskandalen.
Landmanden har da også fjernet sit opslag på Facebook, hvor plakaten figurerede, skriver Ekstra Bladet.
Han deltog i demonstrationen i Agerskov i Sønderjylland i sidste uge med sin traktor og den omdiskuterede plakat.
Landmanden avler ikke selv mink, men beskæftiger sig primært med planteavl og skovdrift.
Ekstra Bladet nævner landmandens navn. Det har Kolding Netavis valgt ikke at gøre.