Kolding Netavis

En million kroner skal styrke læselysten

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Skole

Børnene bliver inddraget for at undersøge, hvordan bibliotekerne og skolernes pædagogiske læringscentre bliver mere spændende for de yngste og dermed giver mere lyst til læsning.

Børns læselyst er dalende over hele landet, og det skal der gøres noget ved, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Slots- og Kulturstyrelsen har netop godkendt en projektansøgning fra Koldingbibliotekerne og en række samarbejdspartnere, herunder skolernes pædagogiske læringscentre og Designskolen Kolding. Projektet skal gennem en forskningsbaseret designtilgang undersøge, hvordan bibliotekerne og de pædagogiske læringscentre kan styrke børns læselyst. Resultatet bliver anbefalinger til, hvordan biblioteker og pædagogiske læringsentre over hele landet kan indrette læserum, der inspirerer børn til at opsøge litteratur og læsefællesskaber.

– Vi er meget glade og stolte over den anerkendelse, der ligger fra Slots- og Kulturstyrelsen til vores fælles projekt. Vi får mulighed for at arbejde ambitiøst sammen med en række stærke fagligheder på tværs af Kolding Kommune og med to store uddannelsesinstitutioner i byen, nemlig Designskolen og SDU.

– Sammen med skolerne har vi rammerne, og vi har kontakt til de børn, vi gerne vil have til at læse mere. Med Designskolen som samarbejdspartner får vi tilført vigtige, kreative kompetencer, og sammen med børnene skal vi være nysgerrige og undersøgende og sammen finde frem til nye gode modeller for at skabe læselyst for alle Kolding Kommunes børn, fortæller bibliotekschef ved Koldingbibliotekerne Pia Henriette Friis, der understreger, at projektet også bliver fulgt af forskere fra SDU, der vil stå for den afsluttende evaluering.

Starter til foråret

Projektet begynder til foråret og skal efter planen afsluttes i efteråret 2022. Til den tid vil der være afprøvet flere nytænkende formidlingsløsninger, der skal bidrage til at gøre børn mere nysgerrige på bøgernes univers – både på skolerne, men også på folkebiblioteket.

– Designskolen Kolding glæder sig meget til at samarbejde med bibliotekerne i Kolding om at styrke læselysten hos børn og unge. Vi vil kigge på bibliotekerne gennem børnenes øjne og vil derigennem udfordre de voksnes syn på, hvad biblioteker, bøger og læsning er – nu og i fremtiden.

Vi ser også meget frem til at blive klogere på, hvilken værdi vores designtilgang og vores børnefokuserede mindset kan bidrage til i en bibliotekskontekst. Det bliver et projekt, der ikke kun vender op og ned på bøgerne på hylderne, men også på måden vi læser på, fortæller designforsker Karen Feder fra Designskolen Kolding.

Undersøgelser viser, at lysten til at læse falder, når børnene når mellemtrinnet i skolen. Det kan også afspejles i børnenes faglige niveau.

– Vi kan se, at elevernes læseresultater er faldende på mellemtrinnet, og det er derfor vigtigt, at vi bliver bedre til at fastholde og udvikle elevernes læselyst. Derfor er vi meget glade for at indgå i dette samarbejde, hvor vi kan få belyst, hvordan vi bedst gør litteraturen tilgængelig og spændende. Vi glæder os til at deltage i projektet sammen med Koldingbibliotekerne, så vi i fællesskab får oparbejdet viden og forståelse for, hvordan vi styrker børns læselyst, fortæller skolechef Karen Mortensen.

Fakta

Projektet hedder Læselyst og læserum og har i alt fået tildelt 1.047.500,00 kr. fra ”Udviklingspuljen for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre”, der i alt har uddelt 13,6 millioner kroner til 34 projekter fordelt over hele landet.

Koldingbibliotekerne er projektejer, men arbejder tæt sammen med Designskolen Kolding, forskere fra SDU, Pædagogisk Center og pædagogiske læringscentre fra Munkevængets Skole, Sjølund-Hejls Skole, Fynslundskolen, Bramdrup Skole, Christiansfeld Skole og Dalby Skole.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *