Den 28. juli fejrer Harteværket 100 års fødselsdag og det er en oplagt dag for familien at opdage eller genopdage den fascinerende danske natur.
Tirsdag den 28. juli bliver en helt speciel dag på Harteværket. Der er rund fødselsdag i vente – og en særlig én af slagsen, når der skal fejres 100 års fødselsdag, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
Derfor vil det være både kagemand og gratis entré til de, der vælger at besøge det gamle vandkræftværk, som i dag også fungerer som oplevelsescenter for hele familien.
– I år mærker vi en særlig interesse for naturen og vi håber, at vores 100 års fødselsdag kan være med til at få endnu flere til at opdage den spændende historie, der gemmer sig hos os, siger Birgitte Kragh, der er formand for Harteværkets bestyrelse.
Hun fortæller, at et besøg på Harteværket både kan give spændende historie om landets første store vandkraftværk, men også rig mulighed for at få leg og læring i den danske natur.
– Vores trampoliner og vandlegeplads er meget populær blandt børn og det er uundgåeligt ikke at fremhæve Hartesløjfen, som giver mulighed for at nyde naturen med eksempelvis gå- eller cykelture og kanoudlejning til flere af Koldingområdets skønne vandveje, siger Birgitte Kragh.
Harteværket producerer i dag stadig grøn elektricitet til Kolding, men ikke nær så meget, som det gjorde i sin storhedstid, hvor værket forsynede op mod halvdelen af byen med el. Da værket åbnede i 1920 var det både landets første store vandkraftværk, men også det første større danske elværk baseret på 100 % vedvarende energi.
Foruden kagemand og gratis entré den 28. juli afholdes der flere arrangementer for at fejret jubilæet både resten af sommeren og i 2021. Du kan læse mere om disse på Harteværkets hjemmeside, hvor der også kan hentes en gratis e-bog om den 100 år lange historie.