Kolding Netavis

Skamlingsbanken indbyder til refleksion i landskabet

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Sjølund

Første del af den nye formidling på Skamlingsbanken kan nu opleves i landskabet.

En ny rute viser rundt på Højskamling og guider den besøgende forbi fem nye formidlingsstationer. Stationerne ses i form af kraftige egetræsplinter placeret rundt i det historiske landskab, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Ifølge projektleder Mette Keseler List har formidlingsstationerne flere formål:

– Det skal give de besøgende lyst til at stoppe op, sætte sig ned eller måske kravle op for bedre at kunne se ud over landskabet. At det virker fik vi at se med det samme. Umiddelbart efter at anlægsgartneren havde lagt de store egetræsplinte ud til de steder, hvor de senere skulle bruges, blev de indtaget af familier med picnickurve, fortæller Mette Keseler List.

Ud over ophold skal de nye stationer give den besøgende lidt af Skamlingsbankens DNA med hjem. Sætninger som ”Hvem vil du samle på Skamlingsbanken?” og ”Hvad kan få dig på talerstolen? sætter tankerne i gang, når den besøgende bevæger sig rundt i landskabet. Sætningerne står på formidlingstavler placeret på de store egetræsplinte. Historiske billeder kombineret med lidt mere tekst fortæller om hvordan en gletcheren har skabt Syd- og Sønderjyllands højeste punkt og dermed Skamlingsbanken, der siden har været ramme for store folkemøder, og givet rum for talere med en sag på hjertet.

– Ud over at nyde udsigten, vil vi gerne give de besøgende lidt af Skamlingsbankens historie med sig hjem. Men Skamlingsbanken er ikke kun fortid. De demokratiske værdier der gennem tiden har fået folk på talerstolen her, og som i yderste konsekvens også har kostet liv, er stadig gældende i dag, siger Mette Keseler List.

I foråret 2021 åbnes det nye oplevelsescenter. Udstillingen her fortsætter den fortælling, der nu er åbnet op for i landskabet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *