Christiansfeld Centret premiere på den nye byrundvisning ”Fra krig til Genforening”. En byrundvisning, som tager dig med på sporet af Genforeningstiden i Christiansfeld.
Natten mellem den 17. og 18. juli 1864 blev våbenhviletraktaten underskrevet på det historiske Brødremenighedens Hotel midt i Christiansfeld. Den 10. juli 1920 red Kong Christians X over den Gamle grænse kun 3 km nord for Christiansfeld. Herefter deltog Kongen i en andagt i Tyrstrup Kirke, som derfor også kaldes for ”Genforeningskirken”. Af disse – og mange andre grunde – er Christiansfeld central i historien om Genforeningen i 1920.
I anledning af 100-års jubilæet for Genforeningen, lancerer Christiansfeld Centret en helt særlig og nyudviklet byrundvisning, der tager dig med rundt til markante steder og pladser i Christiansfeld, som har historisk betydning for tiden før og efter Genforeningen i 1920.
Hør bl.a. om hvordan Brødremenighedens Kirke fungerede som lazaret for både danske og tyske soldater. Hvordan den tyske tid havde betydning for bl.a. skolegangen på Christiansfelds pige- og drengekostskole. Turen går selvfølgelig forbi ”Genforeningskirken” Tyrstrup Kirke, hvor Kong Christian X deltog i en andagt efter det historiske ridt over den gamle grænse i 1920. Ud over de mange andre mindesmærker fra krigens tid, besøger vi også Genforeningspladsen, som i dag står som mindesmærke med monument og kongeege og tekster fra almindelige borgeres breve omkring 1920.
Den første tur, der foregår den 25. juni, varer 1½ time og ruten er ca. 2 km. Billetter kan bookes gennem Christiansfeld Centrets hjemmeside eller pr. telefon 7979 1773 og mail
ce*****@ch************.dk
Efter rundvisningen anbefales det, at man lægger vejen forbi Christiansfeld Centrets særudstilling ”Genforeningen i Christiansfeld” i Søstrehuset. Der er gratis adgang og udstillingen er åben alle dage klokken 10-17.
Fakta
Genforeningsturen udbydes som offentlig byrundvisning på en række faste datoer:
• Torsdage kl. 13.00: D. 25. juni, 2. juli, 9. juli, 16. juli, 23. juli, 30. juli, 6. august, 13. august, 20 august og 27. august.
• Lørdage kl. 11.00: D. 27. juni samt d. 5. september, 12. september, 19. september, 26. september, 3. oktober, 10. oktober og 17. oktober.
• Pris: Offentlig byrundvisning: 60,- kr./person (børn under 18 år er gratis).
• Turen kan også bookes som privat byrundvisning på bestilling – lige den dato og det tidspunkt man ønsker det.