Sygehus Sønderjylland får nu lægelig direktør.
56-årige Peter Sørensen bliver ny lægelig direktør på Sygehus Sønderjylland. Han tiltræder stillingen 1. juli 2020 og tager dermed over efter Bjarne Dahler-Eriksen, der er ansat som lægelig direktør på Odense Universitetshospital (OUH), oplyser Region Syddanmark i en pressemeddelelse.
Peter Sørensen er uddannet læge med speciale i onkologi og har siden 2011 været ledende overlæge på Onkologisk Afdeling på OUH med cirka 450 ansatte under sig. Før det har han blandt andet haft en lederstilling på et amerikansk ledet hospital i De Forenede Arabiske Emirater.
Peter Sørensen har et godt kendskab til Sønderjylland, da han både er født og opvokset i området og har haft turnus i det sønderjyske, da han blev uddannet som læge.
Flytter til området
Peter Sørensen ser frem til at blive en del af direktionen på Sygehus Sønderjylland:
– Sygehus Sønderjylland er i en meget positiv udvikling på en lang række områder, både når det gælder behandlingskvalitet, medarbejdernes trivsel og rekruttering af dygtige medarbejdere. Derudover er hele forskningsområdet ved at blive styrket. Jeg glæder mig til at blive en del af den udvikling.
I forbindelse med jobskiftet flytter Peter Sørensen fast til Sønderjylland, hvor han har en bolig i nærheden af Årøsund.