VM i orienteringsløb, WOC, bliver afviklet i sommeren 2022 i Kolding, Fredericia og Vejle.
Dansk Orienterings-Forbund, Trekantområdet og Sport Event Denmark har gennem de seneste uger samarbejdet med det Internationale Orienteringsforbund på at finde en løsning på afviklingen af VM i orienteringsløb, som skulle have været løbet af stablen til sommer. Sommeren 2022 er blevet valgt af hensyn til dels den internationale løbskalender og dels de sportslige og eventmæssige aspekter.
Dorthe Rosenvinge, WOC2020 Office Director siger:
– Det har været vigtigt for os at finde et nyt tidspunkt for afviklingen af VM, hvor både det sportslige og afviklingsmæssige bliver tilgodeset. Derfor har vi i fællesskab valgt at placere VM’et i 2022. Skotland, som skulle have haft 2022 får nu 2024. De har vist stor samarbejdsvilje og ønske om at få brikkerne til at falde på plads for alle parter.
Deltagende nationer og deltagere er blevet orienteret, ligesom også de mange frivillige og sponsorerne for en måneds tid siden fik besked om udsættelsen og nu har fået yderligere besked om, at eventen afvikles i 2022.
Der arbejdes på at eventen skal afholdes omkring uge 26. De konkrete datoer i 2022 vil blive udmeldt, så snart de foreligger, oplyses det i en pressemeddelelse fra Dansk Orienterings-Forbund.
VM i orientering, Nokian Tyres World Orienteering Championships, er det Internationale Orienteringsforbunds sprint-vm, og skal afvikles i 2022 i Fredericia, Vejle og Kolding af Dansk Orienterings Forbund med Sport Event Denmark og Trekantområdet som partnere. Udover selve VM’et bliver der en række publikumsløb, som er åbne for alle, der kunne have lyst til at prøve kræfter med orienteringsløb.
VM i orientering 2020 blev i første omgang foreslået flyttet fra 7.-11. juli til oktober 2020 pga. corona-situationen. Med den seneste beslutning bliver mesterskabet først afviklet i 2022.