Banken i Kolding har fået en ny filialdirektør.
Arbejdernes Landsbank i Kolding får en ny ”Jan” som filialdirektør, fordi den nuværende ”Jan” Andersen har valgt at gå på pension.
Den nye Jan i banken hedder Jan Krammer og havde første arbejdsdag den 1. april. Han er 48 år, er opvokset i Holsted og har trådt sine barnesko i den nuværende Vejen Kommune, hvor han også har boet hele sit liv, indtil han for fire år siden flyttede til Horsens med sin hustru og deres fire fælles børn i alderen 10 til 17 år. Det oplyser Arbejdernes Landsbank i en pressemeddelelse.
Filialchef i Vamdrup
De fleste år i karrieren har han tilbragt som filialchef for Sydbank i Vamdrup 2006 til 2015. De seneste år har han været ansat i Alm. Brand i Vejle og Kolding.
– Jeg kender først og fremmest Arbejdernes Landsbank som en bank, der tænker langsigtet, og hvor kunderne er glade og tilfredse. Banken er kåret som ”danskernes foretrukne bank” 11 år i træk, og det er jo meget beundringsværdigt. Min erfaring er også – som tidligere konkurrent – at det er svært for andre banker at tiltrække kunder derfra, fortæller Jan Krammer og fortsætter:
– Jeg ser frem til komme tilbage til ledelse, og så glæder jeg mig rigtig meget til at involvere mig og genoptage og udvide mit netværk i Kolding og omegn. Min stil er at møde folk åbent og ærligt, for det kommer man længst med.
I fritiden er han med i et skyttelaug i Horsens, hvor han møder nye mennesker og skaber relationer. Indimellem spiller han lidt oldboys fodbold, og så har han planer om at svinge golfkøllerne lidt oftere i fremtiden.
Parløb med erhverv
I Arbejdernes Landsbank i Kolding skal Jan Krammer køre ledelsesmæssigt parløb med Michael Bitsch Jakobsen, der er udnævnt til erhvervscenterdirektør, efter han har været erhvervskundechef i filialen siden juni 2019. Den mangeårige filialdirektør Jan Andersen går på velfortjent pension.